Nyheder

Referat fra kaffem?det.d.2/9 ...

Pulszone-beregner

Teampuls - pulszone - beregner
Beregn dine pulszoner


Pace-tabeller

Teampuls - Pace - tabeller
Pace-tabeller - se dem her


Galleri

Teampuls - Galleri
Se mere klik her


Teampuls - Galleri
www.fitnessfritid.dk

Swiss Alpine – Davos 2009

Swiss Alpine – Davos 2009

K78

 
 
Hermed følger en beretning om mit løbe-mål for sommeren 2009, nemlig Swiss Alpine K78.
 
 
Det er et løb på 78,5 km som foregår i de schweiziske alper omkring byen Davos (1538 m.o.h) i det sydøstlige Schweiz. Godt 2300 højdemeter skal bestiges på turen, hvoraf de fleste ligger fra byen Filisur (30,6 km og 1032 m.o.h.) til toppen Keschhütte (52.9 km og 2632 m.o.h.).
 
Dernæst går det videre på siden af en højderyg frem til Scalettapass (60.1 km og 2602 m.o.h.) På turens nok vanskeligste stykke. Her er der næsten ingen sti, og man må nogle steder hoppe fra sten til sten gennem smeltevands kilder og andre steder gik man i sne. Fra Scalettapass begynder nedstigningen så mod målet i Davos, som man når efter 78,5 km.
 
Jeg begyndte at overveje Swiss Alpine K78 allerede i efteråret, men det var først engang efter Barcelona maraton den 1. marts at jeg endeligt bestemte mig for det. Det var årets første maratonløb, men ikke det sidste.
 
Min idé var at indlægge en hel del maratonløb mellem Barcelona og K78, for at få de nødvendige kilometer i benene. Man kan selvfølgelig også nøjes med at løbe lange træningsture for sig selv, men det kan være svært at motivere sig til at løbe 40+ km alene, og det er ikke nemt at finde andre der gider løbe med! Og så giver det også naturlige delmål; hvis man har en maraton om 3 uger ved man godt at man skal komme af sted til træning, men hvis målet ligger 5 måneder ude i fremtiden er det måske sværere med motivationen.
 
I foråret begyndte jeg også at træne på pulsholdet for at få noget intensiv træning. Man mister lidt hurtighed når man begynder at træne mange kilometer, så det var både for at kompensere for det, men også fordi at det er en kæmpe motivationsfaktor at mødes med andre løbeinteresserede.
 
Sidst i marts løb jeg Uhrskovsmarathon i Farsø, et lille men meget hyggeligt maraton. En kuperet rute med varieret underlag og næsten ingen asfalt, hvilket var meget uvant for mig på det tidspunkt, men som jeg vidste at jeg skulle vænne mig til før Schweiz.
 
2 uger efter var det Ålborg Brutal - marathon, en rundstrækning med en kort, men stejl, bakke og en længere men knap så stejl bakke. Rundstrækningen skulle løbes 6 gange, så man når at mærke forskellen på at forcere den samme stigning mens man er frisk og mens man er træt. Taktikken for K78 var stadig i støbeskeen, men her opdagede jeg første gang at man ikke tabte meget på at gå hurtigt op af bakkerne og så løbe lidt hurtigere nedad stedet.
 
En måned efter var det endnu et maraton, denne gang ”Puha det hot” løbet, med en rute der ifølge arrangørens GPS indeholder hele 1870 højdemeter. (Mit øjemål på højdeprofilen og mine ben bagefter tror dog mere på lige over 1000 højdemeter, men stadigvæk en utroligt krævende rute.) 2 uger efter løb jeg Københavns maraton, mit første flade maraton siden Barcelona. 2 uger efter var der for kun anden gang mulighed for at løbe maraton-distancen til Midtjysk-Bjergløb, hvilket jo faldt ret naturligt i forhold til forberedelserne til K78. Her havde jeg endnu engang succes med at gå op af alt hvad der lignede en bakke, og jeg kunne løbe ind i tiden 3:48, hvilket kun var et kvarter langsommere end jeg havde løbet to uger før i København. Så jeg begyndte at synes at jeg havde styr på bakkerne.
Som sidste løb inden Schweiz havde jeg Beachmarathon ved vestkysten – her lå udfordringen i underlaget og i manglen på skygge som begge dele var erfaringer jeg var glade for at gøre inden Schweiz.
 
Nu var den fysiske form på plads og nu manglede kun den mentale forberedelse. På lange distancer som maraton og især ultra-distancer, er den mentale ’form’ mindst lige så vigtig (og måske vigtigere) end den fysiske. Hvad gør man når der kommer kriser? Hvad tænker man når det gør ondt? På kortere ture kan jeg godt fylde hovedet med ”stædighed”, dvs. fokusere meget på at jeg vil igennem løbet og krydse overmålstregen.
 
Men på lange ture synes målstregen uendeligt langt væk, som om den kun findes i en drømmeverden. I stedet prøver jeg da at fokusere på ting som er en del af min egen virkelighed mens jeg løber: Glæden ved at løbe, naturen og friheden ved at kunne vælge at fortsætte på trods af træthed. Så gælder det om at studere ruten indgående, tænke alle potentielle kriser igennem og bestemme sig for hvad der er løsningen på den pågældende krise.
 
Mentalt følte jeg mig endnu ikke helt klart da vi landede i Zürich og derfra tog videre med tog til Davos. Jeg rejste med Marathon Travel Club og det viste sig at være et rigtigt godt valg. Vi havde 4-5 dage før vi skulle løbe, så den ene dag var vi ude at gå på den sværeste del af ruten fra Chants til Scalettapass og en anden dag løb vi de sidste 14 km fra Dürboten og hjem til Davos. Der blev snakket rigtigt meget om valg af påklædning, hvad de enkelte ville have i depotet, hvordan kriser skulle klares, vabler, solbriller osv. Intet var for småt til at blive vendt og drejet, hvilket ikke mindst var rigtigt godt i forhold til den mentale forberedelse.
 
Endelig kom dagen for løbet, og jeg mener virkeligt ’endelig’ for jeg var så klar, at dagen før var helt uudholdelig – jeg ville bare af sted! Det var ret koldt om morgenen, så singletten blev i sidste øjeblik udskiftet med en almindelig løbetrøje. Jeg løb i halvlange tights for det fungerer rigtigt godt for mig, tilpas varme når det er koldt, og tilpas kølige når det er varmt. I depotet havde jeg en løbejakke og en løbekasket som jeg kunne tage på henover passet.
Starten gik inde på stadion i Davos med lyden til U2’s fantastiske ”Beautiful Day” og med to helikoptere lige over os, som skulle følge os på turen – det var super fedt! Planen var at løbe de første 30km i et godt tempo så jeg havde noget tid at give af på opstigningen, men jeg var vist lidt for tændt så jeg kom til at løbe en del for stærkt. Selvom disse km totalt set gik ned af bakke var det en ret kuperet rute, og da vi nåede 30km mærket sagde uret 2:35 – samtidig begyndte bakkerne at komme lidt oftere, og jeg fik krise! Kian, som jeg havde løbet de første 30km med, fik frit løb; lige før vi skiltes fik han 2 salttabletter som jeg havde i overskud, jeg tager altid dobbelt så mange med som jeg kan få brug for, så har man jo muligheden for at være en barmhjertig samaritaner.. J) og jeg fik en energi-gel af ham.
 
Jeg måtte ned at gå nu og prøve at komme igennem krisen på bedste vis. Jeg ville gerne have haft overskud til at løbe på de lige stykker på dette tidspunkt, men der var helt udsolgt. Men heldigvis begyndte det så småt at gå op ad her, hvilket jeg brugte positivt: jo stejlere det blev desto mindre tid ville min krise koste mig. Det hjalp dog ikke at jeg var kommet foran K42 løbernes start, så jeg måtte se mig overhalet af det samlede K42 felt midt i min krise – de var lige startet så de stormede jo op ad bakkerne! Endelig nåede jeg Chants og nu gik det bare stejlt opad mod toppen og så henover. Jeg kendte også resten af ruten herfra, hvilket var utroligt rart.
Jeg kunne mærke at jeg begyndte at få styr på hovedet igen, og jeg holdt en del pauser på vej op hvor jeg bare sad og nød udsigten og fik syren lidt ud af benene.
 
Endelig nåede vi toppen hvor der blandt andet var varm bouillon, rigtigt godt på det tidspunkt. Jeg tog lige 2 minutters pause, og jeg kunne mærke at mit hoved igen var fyldt med positive tanker.
 
Turen henover passet gik smertefrit, der var så meget at tænke på mht. at sætte fødderne rigtigt at tiden gik rimeligt hurtigt. Så nåede vi Scalettapass, og nu gik det bare nedad resten af vejen. Nu var der plads til at løbe, og jeg kunne mærke at benene var helt klar og havde lyst til at løbe! Krisen var for alvor slut, og jeg kunne bare give den gas ned mod Dürboten. Her var der en del danskere som heppet, og herfra var der cola i depoterne resten af vejen – skønt! Omkring 4 km efter Dürboten havde min familie slået lejr og heppede, hvilket var rigtigt fedt, specielt fordi jeg var så godt løbende på det tidspunkt. Så de sidste 10km gik ret nemt, og jeg endte med at løbe ind i tiden 9:16.
 
Det var jeg meget godt tilfreds med, for mit forsigtige mål havde været at komme igennem på under 10 timer, og jeg havde nok også været tilfreds med bare at komme igennem indenfor tidsgrænsen på de 12 timer. Alt i alt en rigtig fed løbeoplevelse som jeg kun kan anbefale!
 
 Af: Thomas Tram Bülow - Aarhus 1900 - Teampuls.
SideWalk webbureau - weblsninger og sgeoptimering